Velkommen til den første bog om dansk tegnefilms historie! ”Dansk tegnefilm gennem 100 år” handler om tegnefilmens historiske udvikling og om de enkelte kunstnere, som har haft afgørende indflydelse på genren frem til i dag. Den er skrevet af tegnefilmskunstnere, anmeldere og fagfolk og redigeret af Annemette Karpen.
Læs uddrag af bogen:
Herunder er det muligt at læse nogle uddrag fra bogen - eller downloade disse i en pdf.
Redaktørens forord
Introduktion
Indholdsfortegnelsen
”Nye tider i dansk tegnefilm” af Niels Plaschke
”Filmforsyningen og tegnedrengene” af Ulrik Breuning
”Dansk tegnefilm gennem 100 år” er blevet til med støtte fra:
Det Danske Filminstitut
Nordisk Film Fond
FILMKOPI
Statens Kunstfond
Instruktørsammenslutningen
Oda og Hans Svenningens Fond
L. F. Foghts Fond
C. L. Davids Fond
Konsul Jorcks Fond.
Redaktørens forord
Dansk filmkunst står stærkt i internationalt perspektiv – det gælder alle genrer som real-, dokumentar-, tv-produktioner og tegnefilm.Denne bog er en hyldest til alle de animatorer, billedkunstnere, instruktører og fotografer, som har gjort deres til at udvikle og formidle ideer, siden den danske tegnefilm opstod for 100 år siden.
Der skal også lyde en hyldest til Det Danske Filminstitut, som gennem målrettet støtte til filmproduktion og udvikling af specifikke film- og medieuddannelser samt videreuddannelse af filmfolk har udgjort et økonomisk fundament og en grobund for denne filmiske guldalder.
Redaktionen har valgt at lade mange af de mennesker, som er engageret i dansk tegnefilm, fortælle den danske tegnefilms historie, så vi får et kaleidoskop af tankerne og ideerne bag tegnefilmens kunst formidlet af de bedste folk inden for branchen.
Annemette Karpen
Animationshuset
november 2008
Til toppen af siden
Introduktion
Mange mennesker tror formentlig, at historien om dansk animationsfilm begynder og ender med Cirkeline, Jungledyret Hugo og Terkel i knibe. Men faktisk er de første eksperimenter med animation tilsyneladende næsten lige så gamle som filmmediet selv. Samuel Ben Israel sandsynliggør i et kapitel om ’Hovedlinjer i dansk animationshistorie’, hvordan tegneren og humoristen Storm P. allerede i 1906 forsøgte sig med en lille tegnefilm og dermed placerede sig blandt animationsfilmens pionerer.Det er dette og mange andre mere eller mindre fjerne hjørner af dansk filmhistorie, som denne bog bevæger sig ud i: Fra Storm P. og Jørgen Myller til Henning Dahl-Mikkelsen og Børge Ring, fra Bent Barfod, Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller til Tegnedrengene og A.Film – og alt det indimellem.
Det er en både dramatisk, broget og mangfoldig historie, som fortjener at blive fortalt og nu endelig bliver det. Den er fuld af liv, humor, eksperimenter, genistreger, smuttere, pletskud, op- og nedture og markante personligheder, som heldigvis har insisteret på, at gøre tingene på deres helt egen måde.
I efteråret 2008 erobrede A.Films computeranimerede Rejsen til Saturn, en filmatisering af Claus Deleurans klassiske tegneserie, landets biografer og understregede, hvor langt dansk animationsfilm er nået på de 100 år, der er gået siden Storm P.s første, spæde forsøg. Man kan kun glæde sig til de næste 100 år.
Christian Monggaard
Osted, november 2008
Til toppen af siden
Indhold
Animation som kunstart 6
af Annemette Karpen
Tålmodighed og humor – hovedlinjer i dansk animationshistorie 9
af Samuel Ben Israel
Del 1 De første streger
Trickfarcer – de tidligste forsøg 24
af Niels Plaschke
Robert Storm Petersen 25
af Samuel Ben Israel
Nye tider i dansk tegnefilm 28
af Niels Plaschke
Jørgen Müller – nestor og faderfigur 31
af Niels Plaschke
Henning Dahl Mikkelsen – et liv med Ferd’nand 33
af Niels Plaschke
Fyrtøjet – en milepæl 34
af Niels Plaschke
Børge Hamberg 39
af Niels Plaschke
Erik Rus 40
af Niels Plaschke
Kjeld Simonsen – Simon 40
af Niels Plaschke
Klods-Hans – chancen, der glippede 41
af Niels Plaschke
Bjørn Frank Jensen 43
af Niels Plaschke
Ib Steinaa 44
af Kaj Pindal
Kaj Pindal – et barn fra Storm Petersens land 47
af Niels Plaschke
Om det lille værelse ved Raadhuspladsen,
hvor tegnefilm i Danmark begyndte 50
af Børge Ring
Den musikalske streg – et portræt af Børge Ring 52
af Christian Monggaard
Nordisk Tegnefilm 54
af Niels Plaschke
Harry Rasmussen – en alsidig ildsjæl 58
af Niels Plaschke
Flemming Jensen 60
af Niels Plaschke
Del 2 Animationsfilmen bliver voksen
Bent Barfod Film 62
af Annemette Karpen
Jannik Hastrup og Dansk Tegnefilmkompagni 64
af Ulrich Breuning
Flemming Quist Møller 67
af Ulla Hjorth Nielsen
Filmforsyningen og Tegnedrengene 69
af Ulrich Breuning
Walther Lehmann 72
af Annemette Karpen
Maria Mac Dalland 74
af Ulla Hjorth Nielsen
Liller Møller 75
af Hans Hansen
Jørgen Vestergaard 76
af Hans Hansen
Lejf Marcussen 78
af Niels Plaschke
Den nye Filmlov fra 1964 og dens betydning 81
af Annemette Karpen
Odense International Film Festival 82
af Ulrich Breuning
Samson og Sally 84
af Ulrich Breuning
Jeff Varab 86
af Jørgen Lerdam og Roar Kent
Valhalla 87
af Jørgen Lerdam, Roar Kent og Ulrich Breuning
A. Film 89
af Ulrich Breuning
Stefan Fjeldmark 95
Michael Hegner 95
Karsten Kiilerich 96
Jørgen Lerdam 96
af Ulla Hjorth Nielsen
Del 3 Verdensklasse i dag
Animationshuset – stedet hvor alt kan ske 98
af Annemette Karpen
Mihail Badica – dukkefilm på højt niveau 100
af Niels Plaschke
Leila Hodell 104
af Hans Hansen
Verden skal være farvet og stribet – Gunnar Wille 106
af Ulrich Breuning
Animationsinstruktøruddannelsen på Den Danske Filmskole 107
af Annemette Karpen
The Animation Workshop i Viborg 109
af Annemette Karpen
Animation og – en bus 110
af Annemette Karpen
Den Rejsende Workshop 112
af Annemette Karpen
Projekt ANIMA 114
af Annemette Karpen
Film-X på Cinemateket 116
af Annemette Karpen
Tinyfilm 118
af Ulla Hjorth Nielsen
Eventyret om Egmont Imagination 120
af Ulla Hjorth Nielsen
En ny generation på vej 122
af Ulla Hjorth Nielsen
H.C. Andersen og (tegne)filmen 128
af Ulrich Breuning
Børge Ring fortæller 132
Livets absurdisme og Det Store Snit
– samtale med Teis Dyekjær-Hansen 134
af Jan Mouritzen
Del 4 Hvor skal vi hen nu?
Hvor går dansk animation hen? – set fra producentens stol 138
af Søren E. Jakobsen
Produktionsforhold 140
af Anders Mastrup
Hvor går dansk animation hen? – set fra en kunstnerisk vinkel 142
af Gunnar Wille
Fra tegneserie til tegnefilm 143
af Peter Madsen
Dansk animasjon sett utenfra 146
af Gunnar Strøm
Morten Thorning – manden bag The Animation Workshop 150
af Annemette Karpen
Nogle afsluttende betragtninger 152
af Annemette Karpen
Litteratur 154
Filmografi 155
Til toppen af siden
Nye tider i dansk tegnefilm
af Niels PlaschkeJørgen Müller (1910-1995), blev Danmarks første professionelle animator, der, inspireret af Storm P. og en række amerikanske film, gjorde sit første meget primitive forsøg i midten af 1920´erne. I slutningen af årtiet blev Jørgen Müller elev på et amerikansk reklamebureau i Berlin og kom siden til bureauets filial i London. Her kom han i forbindelse med et par af Englands tegnefilmpionerer, Sidney Griffiths og Brian White, der først og fremmest producerede små reklamefilm.
Teknikken i det engelske studie, hvor Jørgen Müller bl.a. lærte at bruge lyspult og tapskinne, var enkel: Griffiths og White brugte ikke celluloider, så den kun 18-årige dansker lærte at animere og trække op på papir, som de tidligste tegnefilmfolk havde gjort. Samtidig skal man huske, at det var i stumfilmens dage så animatorerne måtte benytte sig af talebobler som i tegneserierne.
Müller, der skiftede det tyske ü i sit efternavn ud med et engelsk y, viste hurtigt talent for håndværket og blev ansat. Myller var bl.a. beskæftiget med en række standardreklamer, hvor lokale forretningsdrivende kunne købe sig til et slutskilt i en film. Efter kort tid fik han bl.a. til opgave at tegne og instruere filmen Tiptoe Through the Tulips, der skulle vises, når Englands førende danseband, Jack Hylton & His Orchestra, optrådte.
Efter Storm P. og Karl Wieghorst var ophørt med at lave tegnefilm, var der kun produceret få animationsfilm i Danmark, men en række tegnere forsøgte sig. Kunstneren Alfred Georg Olsen (1887-1972) , kendt under navnet Skibstrup, producerede fra sit studie Skibstrup Tegnefilm en række korte reklamefilm i 1920´erne og blandt de bevarede er Vikingerne (1924) for American Tobacco Co. Tegneren Richard Johnsen lavede i 1925 reklamefilmen Dansk Arbejde og i 1928 den moralske Flyvning uden motor. I 1930 producerede Christian Maagaard Christensen (1892-) dukkefilmen Lille Claus og Store Claus.
I 1931 vendte Jørgen Myller hjem til København og skabte i samarbejde med franskmanden Yvon Denise firmaet Animated Cartoon Company, der i årene 1932-34 først og fremmest producerede reklamefilm, bl.a. med bureauerne Monterossi og Bergenholz som kunder.
En af de første ansættelser i det nye firma skete ved en ren tilfældighed. I en københavnsk grammofonforretning faldt Jørgen Myller i snak med Anker Roepstorff (1910-1992), som fik til opgave at fungere som idemand og samtidig skulle oplæres som mellemtegner. Fra Struer kom brev fra en ung mand der havde læst om Myllers tegnefilmstudie. Med brevet fulgte en række tegninger og på baggrund af dem ansatte Myller den kun 17-årige Henning Dahl Mikkelsen (1915-1982).
Sideløbende med reklamefilmene arbejdede Myller på sin egen film, Et bankrøveri (1934), med figuren Columbus i hovedrollen. Filmen viste sig desværre at blive en enlig svale, men denne – Danmarks første egentlige underholdningstegnefilm med lyd – gjorde Jørgen Myller til dansk tegnefilms førstemand og nestor. Samme år arbejdede det lille studie desuden på en otte minutter lang film over H.C. Andersens Fyrtøjet. Men filmen, der var beregnet til det engelske marked, blev aldrig færdiggjort.
Allerede omkring 1933 havde Anker Roepstorff fået ideen til en tegnefilm over Georges Bizets opera Carmen, som han året efter skrev udførlig drejebog til. Produktionen blev, så vidt vides, igangsat, men måtte skubbes til side til fordel for mere uopsættelige og givtige opgaver. Alligevel lykkedes det for det lille studie at producere en otteminutters tegnefilm Fyrtøjet (1934) baseret på H.C. Andersens eventyr.
England tur-retur
De vanskelige finansielle vilkår pinte Jørgen Myller så meget, at han en dag pludselig ikke mødte op på studiet i Vesterport. Først efter nogen tid kom der livstegn i form af et brev fra London, hvor Myller havde fået arbejde. Kom straks herover, lød beskeden til Henning Dahl Mikkelsen og Anker Roepstorff. De måtte dog først færdiggøre de igangværende opgaver.
Uden mulighed for at få produceret tegnefilm oprettede reklamebureauet Bergenholz i 1935 eget studie, der blev ledet af tegneren Frederik Bramming (1911-1991), uddannet på den private Folmer Bonnéns Tegne- og Maleskole. Bramming illustrerede bl.a. en række julehæfter og skabte gennem sine muntre klippeark i 1947 begrebet kravlenisser.
I årene 1934-35 arbejdede Myller, Dahl Mikkelsen og Roepstorff sammen hos British Utility Films Ltd. og fulgtes ad til det nystartede Anglia Films Ltd., oprettet af den engelske tegnefilmpioner Anson Dyer, der fungerede som produktionsleder og supervising director, og med Myllers tidligere læremester, Sidney Griffiths, som animation supervisor. I årene 1935-37 producerede studiet hovedsagelig en tegnefilmserie bygget over en række monologer med skuespilleren Stanley Holloway (1890-1982) i rollen som musketeren Sam Small.
Jørgen Myller og Henning Dahl Mikkelsen arbejdede både som designere og animatorer, mens Anker Roepstorff fortsatte som manuskriptforfatter og mellemtegner. Blandt andet lykkedes det trekløveret at overbevise Dyer om at producere den film om Carmen, som Roepsdorff havde skrevet drejebog til hjemme i Danmark. Henning Dahl Mikkelsen designede figurerne, og musketeren Sam Small blev, efter Dyers ønske, indarbejdet i handlingen. Filmen, der havde premiere i april 1936 samtidig med Alt! ´Oo Goes There, blev vel modtaget for sin gode animation, men englænderne savnede Stanley Holloways monolog. Det gjorde danskerne ikke.
Problemet med serien var, at lydsiden var vældig morsom, når Holloway fremsagde monologen, men rent filmisk var der ikke meget spræl over at animere en soldat der stod og tænkte under en parade. Først når den var ovre og der var to minutter tilbage af filmen, blev der mulighed for at Myller og Mik kunne udfolde deres talenter for alvor.
I starten af 1937 sagde Anker Roepstorff sin stilling op og vendte hjem til København. Efter 11 film med Sam Small længtes også både Jørgen Myller og Henning Dahl Mikkelsen efter Danmark, deres familier og lysten til at arbejde med egne ideer.
Under opholdet i London, var Henning Dahl Mikkelsen fortsat med at producere danske reklamefilm og var derfor gentagne gange i København. Her sad den kun 17-årige Bjørn Frank Jensen (1920-2001) på reklamebureauet Monterossi og overførte animationstegningerne til celluloid og farvelagde. Sideløbende med filmene var Henning Dahl Mikkelsen også beskæftiget med vittighedstegninger og udviklingen af figuren Ferd´nand, der siden skulle gøre ham verdensberømt under kunstnernavnet Mik.
Henning Dahl Mikkelsen var ikke helt tilfreds med sin indsats som animator i London og beklagede sig i breve og tegninger til familien. Her tog hans far eksempler på sønnens tegninger med til direktøren for PIB, Pressens Illustrations Bureau, Hjalmar Carlsen, der omgående viste interesse. Ferd´nand debuterede i et par engelske aviser og fik dansk debut i et par små provinsaviser i maj 1937. Gennembruddet i hovedstadsaviserne kom først da store amerikanske aviser købte retten til at trykke Ferd´nand.
Henning Dahl Mikkelsen forlod England i foråret 1937 og bosatte sig i København, hvor han slog sig ned som tegner og animator. Kort efter rejste også Jørgen Myller tilbage til Danmark, hvor han i samarbejde med Gutenberghus Reklame Film i 1938 dannede selskabet International Color Cartoon Company til produktion af reklamefilm.
I slutningen af 30’erne forsøgte Richard Møller, der havde været mellemtegner på Jørgen Myllers første studie, Animated Cartoon Company, sig med en femminutters version af Fyrtøjet, i samarbejde med det nystartede Teknisk Film Compagni. Men Richard Møller kunne ikke leve op til forventningerne. Animationen, udført i 30´ernes karakteristiske stil, var for uprofessionel og filmen måtte kasseres. Men ideen om en danskproduceret film over H. C. Andersens berømte eventyr var bestemt ikke død.
Myllers gamle lærling, Henning Dahl Mikkelsen, var i fuld gang med Ferd´nand-striben, så Myller fik et par nye lærlinge, den kun 18-årige Børge Ring (f. 1921) og siden Henning Dahl Mikkelsens assistent, Bjørn Frank Jensen. Det var igen Anker Roepstorff, der skrev manuskripter, og det lille studie hos Gutenberghus skabte en række reklamefilm, bl.a. for konkurrenterne Steff Pølser og Houlberg Pølser, hvor især sidstnævnte blev utroligt populære blandt biografpublikummet. En del af filmene blev til i samarbejde med Henning Dahl Mikkelsen, der hovedsageligt arbejdede for Monterossi og Bergenholz.
Blandt dem var Mød kulde med varme, en reklamefilm for De Forenede Kulimportører, hvor den unge Børge Ring fik lov til at animere en af sine allerførste scener. Scenen viser bagenden af en lastbil, hvor der på ladet står en mand, som rækker kulsække ned på ryggen af sin makker, der står på fortovet. Med sækken på nakken går han ind i et hus.
Da kunden kom for at se den færdige film, skreg han af grin, da han oppe på lærredet kunne se lastbilchaufføren tage den meget tunge sæk og række den ned til sin makker, som derefter svævede ind over fortovet, som båret af en ballon fuld af fjer. Børge Ring havde i sin iver med scenen glemt, at en mand der bærer så tung en kulsæk, bevæger sig meget op og ned i hvert skridt.
Vepro – en fortrængt periode
Andre af Dahl Mikkelsens film fra perioden reklamerede for erstatningsprodukter som Fuglsang Maltkaffe og Brikodan Bouillon, hvor publikum til tonerne af ”Den er fin med kompasset” kunne synge med på: ”Kan ikke du skaffe lidt te eller kaffe, så ta´ dig en kop Brikodan Bouillon”.
Det kneb for Gutenberghus Reklame Bureau at skaffe tilstrækkeligt med ordrer til, at det kunne betale sig at holde tegnefilmproduktionen i gang. Men som sendt fra himlen, tilbød et tysk filmselskab at ansætte både Jørgen Myller og Henning Dahl Mikkelsen som kunstneriske ledere af en nyoprettet afdeling for produktion af tegnefilm. Firmaet stiftedes som et dansk aktieselskab under navnet VEPRO. En dansk forkortelse af det bastante tyske Welt Propaganda Aktiengesellshaft, et selskab ejet af den kemiske industrigigant I.G. Farben.
Der blev fra starten satset stort, hvor Myller og Dahl Mikkelsen fik ansat en række håbefulde unge mennesker som lærlinge. Blandt de mest markante Børge Hamberg (1920-1970), Kjeld Simonsen (1920-1988), Erik Christensen (ca.1920) og Erik Rus (1920-1987). Studiet producerede en række reklamefilm til det danske marked, men med den tyske besættelse i april 1940 blev en stor del af opgaverne målrettet den del af det udenlandske marked som tyske filmselskaber havde adgang til.
Blandt de danske reklamefilm fra VEPRO skal især nævnes Gudernes gris for Steff Pølser. Ideen var at vise parodier over danske politikere, som var hovedpersoner i filmen, der udspillede sig i Valhalla. Myller og Mik morede sig med at karikere bl.a. statsminister Thorvald Stauning i rollen som Thor, men efter den 9. april fik de betænkeligheder. Stauning fik i huj og hast en ny næse, mens andre ministre fik hageskæg.
Hvor mange film VEPRO producerede, bl.a. for Gutenberghus, vides ikke. Der findes ingen optegnelser fra studiets tid i København, men sikkert er, at produktionen ikke var kontinuerlig. Det gav de kreative medarbejdere mulighed for at lave andet arbejde ved siden af. En af dem var Erik Rus, der havde fået en ide til en serie om drengen Peter Pep. Projektet blev muligt, da Teknisk Film Compagni havde opgivet Richard Møllers Fyrtøjet, og Rus fik sin kollega Børge Hamberg med i produktionen. Makkerparret havde betydelig mere styr på filmproduktionen end Richard Møller og 6. december 1940 havde Peter Peps Attentat premiere. Filmen havde, selv om den ikke levede op til datidens amerikanske animationsfilm, gode kvaliteter og i 1941 var der premiere på den anden og formentlig sidste Peter Pep Hurtig udrykning.
Men tiderne var ikke gunstige for dansk tegnefilm og i september 1942 lukkede det tyske firma sin danske filial. For Jørgen Myller var perioden hos VEPRO noget han lige siden nægtede ethvert kendskab til. Forklaringen skal nok findes i, at direkte samarbejde med tyskerne, særligt efter udbredelsen af illegale blade begyndte at tage fart i 1941, blev opfattet som landsforræderi.
Animatorerne Børge Hamberg, Erik Rus og Erik Christensen kom lukningen af VEPRO i forkøbet. Allerede i juli 1942 havde de fået kontakt med det tyske filmselskab Bavaria Film, som tilbød dem ansættelse på studiet i Berliner-forstaden Potsdam. Her var også et par andre danske tegnere, Arne Jørgensen (ca. 1920-) og Otto Jacobsen (ca. 1915.), ansat.
Mik og Myller forblev i Danmark, hvor de videreførte produktionen af reklamefilm under navnet Mik & Myller Film. Men allerede i december 1942 indvarslede stiftelsen af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S nye tider. Selskabet, der havde til formål at producere Danmarks første lange tegnede spillefilm, H.C. Andersens Fyrtøjet, havde en kort overgang planer om at ansætte Jørgen Myller og Henning Dahl Mikkelsen som instruktører, men af flere grunde blev samarbejdet ikke til noget.
Mik’s store skuffelse
Allerede mens Myller arbejdede for Gutenberghus i 1938-39 havde han lavet illustrationer til ugebladet Hjemmet, og efter VEPRO var lukket, lykkedes det ham at genoptage forbindelsen. Dette resulterede fra 1944 i flere opgaver til bladet.
Dahl Mikkelsen forblev i branchen, idet han fik til opgave at lave et animeret indslag til Palladiumfilmen Familien Gelinde (1944). Samme år havde han premiere på ASA-filmen Ferd´nand på fisketur, der havde manuskript af Anker Roepstorff. Mellemtegnere på filmen var Ib Steinaa (1927-1987), Helge Hau (1922-2006) og den blot 17-årige Kaj Pindal (f. 1927), der alle kendte hinanden fra produktionen af Fyrtøjet. Selv om filmen var i sort/hvid og havde overskredet sit budget voldsomt, blev ASA så begejstrede, at de året efter, i 1945, kunne præsentere endnu en film med Miks berømte figur, Ferd´nand på Bjørnejagt. Efter befrielsen 5. maj fulgte endnu fire Ferd´nand-film, denne gang reklamer for svenske Cloetta Mjölkchoklad, produceret af Sago-Konst i Stockholm.
Med afslutningen af 2. Verdenskrig genoptog Henning Dahl Mikkelsen sin drøm om at arbejde som animator for Disney og rejste i 1946 til Hollywood. Hos Disney var man ikke så vilde med Miks animation, men anerkendte hans store talent for at fortælle indviklede historier i få billeder og ville hyre ham som storyman. Det var Mik ikke tilfreds med og forsøgte sig i stedet hos Hanna & Barbera på MGM’s tegnefilmstudier, hvilket heller ikke førte til et job som animator.
Skuffet over afvisningerne lagde Henning Dahl Mikkelsen tegnefilmen på hylden og slog sig i 1948 permanent ned i USA for at hellige sig arbejdet med Ferd´nand-striben.
Fra 1950 til 1975 var Myller igen ansat på ugebladet Hjemmet, hvor han illustrerede noveller og føljetoner. Her tegnede han desuden et utal af forsider med et virvar af børn, kaldet Myller-tegninger eller Myllerier. Men Børge Ring glemte ikke sin gamle mentor og satte ham i 1970’erne i forbindelse med Studio Idefix i Paris, hvor det bl.a. blev til arbejdet med Asterix og Lucky Luke. Myller animerede især Obelix i nogle af de længere film, men også hunden Idefix i en serie korte film til fransk tv.
Myller påtog sig også lejlighedsvis opgaver til hjemlige firmaer og en række korte optaktsspots til Sportsafdelingen i DR-TV. Sidste spor af Myller som animator er undervisningsfilmen Arbejde, potentiale, spændingsforskel fra 1978. I 1983 vendte han tilbage som freelanceillustrator på Hjemmet. Jørgen Müller døde i 1995, 85 år gammel.
I hele denne omtumlede periode for dansk tegnefilm sad Henning Dahl Mikkelsen på den anden side af Atlanten i Sydcalifornien og var travlt beskæftiget med Ferd´nand og den appelsinplantage familien havde startet. Ferd´nand var i 50´erne populær som aldrig før, med mere end 300 millioner læsere verden over, og det stillede store krav til konstant at finde på nye ideer til striben. I starten af 70´erne var Mik kørt træt i det hårde arbejde og overlod, efter knap 40 år, serien til den amerikanske tegner Al Plastino.
Efter nogle års pause fik Henning Dahl Mikkelsen igen lyst til at tage både sin figur og animationen op igen. Mik påbegyndte fire små tegnefilm med Ferd´nand, men nåede aldrig at gøre dem færdige. Han døde i 1982, 67 år gammel. Mange år senere genoptog Miks søn, Eric, faderens arbejde, i håb om at færdiggøre dem og evt. igangsætte en ny serie med Ferd´nand.
Til toppen af siden
Filmforsyningen og Tegnedrengene
af Ulrich Breuning
Filmforsyningen har opbygget et solidt og vitalt hjørne i den danske tegnefilms historie. Produktionsselskabet har i godt og vel fire årtier leveret film til det danske folk, og da Filmforsyningens særkende er at kombinere sprudlende fortællelyst med god og sund oplysning, faldt firmaets storhedstid sammen med Statens Filmcentrals guldalder i de glade 1970’ere, 80’ere og 90’ere. Statens Filmcentrals skiftende programredaktører vidste at anerkende den sjældne kombination af kunstnerisk ambition og pædagogisk indsigt, for det gav filmene høje udlånstal og skabte grin og glæde i mange skolestuer.
Filmforsyningen er fra starten synonym med Svend Johansen (f.1948), der i 1970’erne tog sin pædagoguddannelse alvorligt og ville fortælle de kommende generationer om film, filmforståelse og filmmediets muligheder. Han greb ubesværet sit 8 mm-kamera og lavede i alle betydninger af ordet små film, som han rejste land og rige rundt med for at fortælle i børnehaver og fritidshjem om det begreb, der senere blev til mediekundskab og endda på universitetsniveau. Svend Johansen fortalte generøst om sine små tricks og store fiduser, og således kunne dette pædagogiske og meget tidstypiske filmeventyr være sluttet lykkeligt med, at Svend Johansen blev leder af et fritidshjem eller ministeriel mediekonsulent!
Men der blev (heldigvis) ikke sådan en afslutning på filmentusiastens karriere. Svend Johansen ville nemlig selv lave film, og med sin lille Filmforsyning og en knagende god idé under armen rendte han de bevilgende myndigheder på dørene. Og det lykkedes ham at få Sveriges Radio 2 og Det Danske Filminstitut til at indgå i en samproduktion, der blev til de nu klassiske fem små tegnefilm om livet i Aborresøen (1978).
Aborresøen blev til i samarbejde med Per Tønnes Nielsen (1944-2004) og Anders Sørensen (f.1950), der stod for animation og almindelig inspiration. Tegnedrengene, som de to herrer kaldte sig, fortsatte at arbejde sammen med Svend Johansen, og Per Tønnes Nielsen og Anders Sørensen blev en integreret del af Filmforsyningen. Det blev til de tre tegnefilm om Snuden (1980), der i dag har klassikerstatus, og antialkoholfilmen Det usynlige pattebarn (1982), der kombinerer tegnefilm og realfilm. I begge disse projekter var Flemming Quist Møller (f.1942) ophavsmand og manuskriptforfatter, og Svend Johansen fungerede som producer/producent, lydmand, klippeassistent – kort sagt altmuligmand, mens Anders Sørensen er krediteret som instruktør af Det usynlige pattebarn og Snuden. Førstnævnte sammen med Flemming Quist Møller.
Hvis man studerer credits på Det usynlige pattebarn, opdager man navnet Liller Møller (f. 1952), der med en række charmerende tegnefilm i enkel og funktionel streg, blandt andet den såkaldte sex-trilogi (1987-90) og Hvor ligger Juleland (2006), fik sin egen feminine gren på Filmforsyningens ellers noget maskuline og knortede stamtræ. I det hele taget kan man opfatte Filmforsyningen som en generøs paraplyorganisation, der giver plads for forskellige kunstneriske gemytters filmarbejde, og det er som filmisk blæksprutte, at Svend Johansen fremstår i dag. Selv om han også som instruktør har signeret en serie på seks film, Vand (1984), der igen er en trickfilm, som kombinerer tegnede figurer med ’rigtige’ mennesker af kød og blod, og en række realfilm i det korte format samt spillefilmen Rødtotterne og Tyrannos (1988).
Med tegnefilmen Eventyret om den vidunderlige kartoffel (1986) opnåede Tegnedrengene for alvor at blive et kendt begreb i den danske filmverden. På ’kun’ 24 minutter fortælles kartoflens kulturhistorie med vid og bid. Ikke som korrekt pædagogisk anskuelsesundervisning, men som en herlig filmfortælling, der samtidig handler om denne verdens lidet synlige og derfor altid oversete menneskebørn. De små i samfundet fik her deres helt egen film.
Filmforsyningen er nu et anset og velfungerende produktionsselskab, og for en tid synes rollefordelingen i firmaet klar: Svend Johansen producerer, Anders Sørensen instruerer, og Per Tønnes Nielsen tegner og er chefanimator, men så enkelt er det dog ikke. Undertiden byttes rollerne om, og alle hjælper alle i filmproduktionens forskellige faser. Således satte Per Tønnes Nielsen sig selv solidt i instruktørstolen med de to finurlige tegnefilm Flasken (1986), der gjorde tegneren Eiler Krags streg levende, og Den bedste af alle verdner (1994) efter novelle af Leif Panduro. Og Anders Sørensen viste en helt ny side af sit talent med den indfølte og solidariske sædeskildring Sofia – født 1901 (2000), hvor han på grund af et (for) lille budget ’opfandt’ en særegen stil, der for indviede til forveksling ligner en udførlig storyboard.
Tegnedrengenes bedrifter fortsætter med mesterværket Eventyret om den vidunderlige musik (1991), hvor kartoflen viger pladsen for musikken, som så på 22 minutter får sin historie fortalt, så alle instrumenter strutter af fryd. Rammefortællingen om en lille forjaget komponist, der arbejder med en ubarmhjertig deadline og i drømme falder gennem musikkens historie, er lystigt planket fra Torben Anton Svendsens fornøjelige musical Mød mig på Cassiopeia (1951), men originaliteten i musikopfattelse og kunstforståelse er ikke til at tage fejl af. Og musikken er komponeret af Anders Koppel (f. 1947), der også har lunet sig under Filmforsyningens generøse vinger og bidraget til løjerne med kongeniale kompositioner.
Filmforsyningen og Tegnedrengene nåede zenit med Verdenshistorien (1993-94), et tegnefilmværk i to afsnit: En plads på jorden og En plads i himlen. At skildre hele verdenshistorien på to gange 26 minutter er egentlig en logisk konsekvens af de to tilløb med henholdsvis kartoflens og musikkens kulturhistorie, og der er da også tale om en respektløs, men fagligt uangribelig skildring af menneskelig dårskab gennem årtusinder, der formodentlig har gjort historieundervisningen i folkeskolen mere gavn end talrige tørre tavletimer! I hvert fald har Verdenshistorien gjort undervisningen mere morsom og levende.
Tegnedrengene blev også verdensberømte i Danmark som undervisere eller snarere underholdere i danske skoler og andre undervisningsinstitutioner. De drog gerne som et par begavede stand up-komikere rundt i landet og fortalte om at lave tegnefilm. De åbnede gavmildt for troldmændenes værksted og har derved åbnet mange øjne og inspireret talrige unge til kreativt arbejde. Dette enestående pædagogiske fodarbejde sluttede naturligvis ved Per Tønnes Nielsens alt for tidlige død i 2004 – ganske som dansk tegnefilm for altid havde mistet et sjældent kreativt input. Eftertiden har dog mulighed for at få et lille kig ind i værkstedet, da Anders Sørensen og Per Tønnes Nielsen under arbejdet med Fællesskab …? En tegnefilm om Danmark (1999) samtidig drejede en lille instruktionsfilm om en tegnefilms tilblivelse, og i Tegnedrengenes værksted aner man lidt af de to kunstneres og deres kumpaners arbejdsform. Hvis man i dag på underholdende måde skal vide noget om tegnefilm og storytelling, løfter Carl Quist Møller (f. 1964) på fornem vis arven fra Tegnedrengene med infotainment på højt niveau.
Tak for sidst
Anders Sørensen har fortsat karrieren som tegnefilminstruktør for A. Film på internationale produktioner, og i de sidste ti år har Filmforsyningen som kreativt værksted kørt på vågeblus. Det er simpelthen ikke blevet til de helt store tegnefilmprojekter. Til gengæld har Filmforsyningen været på filmhistorisk arkæologigravning i 2005 og 2006 med restaureringen af overlærer Holger Jensens stumfilm fra 1950. Tak for sidst hedder filmen, der nød en vis udbredelse i danske skoler, før den gik i glemmebogen. Men det er faktisk en spændende film, som Ulla Hjorth Nielsen har genopdaget og forsynet med ikke alene underlægningsmusik af Anders Koppel, men så sandelig også med tale, så filmen i dag fremstår som en klog og hyggelig hilsen fra dengang bedstefar og bedstemor var børn. I det hele taget er det typisk for Svend Johansens Filmforsyning, at man hele tiden holder hjulene i gang med for eksempel små børnefilmproduktioner og demobånd (Pierre Dørge og Tangoorkestret). Det skal dog også nævnes, at Filmforsyningen i 2002 producerede Angeli af den internationalt anerkendte (og herhjemme næsten ukendte) animationsmester Lejf Marcussen (f.1936). Et stærkt personligt værk, hvor Døden gemmer sig bag de abstrakte figurers inciterende bevægelser og rytme.
Filmforsyningen mistede de store tegnefilmopgaver, da Statens Filmcentral og dens historiske kontakt til det danske undervisningsmiljø blev erstattet af Det Danske Filminstituts afdeling for kort- og dokumentarfilm. Det uhyrlige begreb ”tidsånden” var ikke mere med den venlige og samtidig skarpe humor, som gavmildt blev strøet over pædagogiske genistreger i børnehøjde. Filmforsyningen vil hellere end gerne oplyse, men aldrig belære. På sjælden forbilledlig vis kombineres i selskabets bedste film kunstnerisk sprængkraft med omtanke for det unge publikum, som stort set altid har været den primære målgruppe, selv om de voksne også fik deres til tanken. Egentlig kan man sige, at Filmforsyningen og dens kreative stab i mange år nærmest havde patent på og definerede den gode børnefilm.